English version

 

Jette Debois

Jette Debois:

Født 1956. Bor og arbejder i København.

Uddannet:

Glyptotekets Tegneskole ved maleren og tegneren Karen Højgård 1972-74.
Det Kongelige Danske Kunstakademi ved professor Vilhelm Freddie og professor Richard Mortensen 1974- 1981.

Separatudstillinger i udvalg:

2010, 2008, 2006, Galleri Lars Borella.

Separatudstillinger i Galleri Trap fra 1987 til 2003.

Trollhattan Kunsthal, separat 1997.

Gruppeudstillinger i udvalg:

VRÅ udstillingen 2010, deltager årligt i Vrå udstillingen. Medlemskab fra 1994.

Huset i Asnæs sammen med Poul Skov Sørensen 2005.

Nordenfjords Hjørring Kunstmuseum 1989, 1991,1993, 1996.

Kunstbygningen i Vrå Engelund samlingen, sammen med Inger Lut Debois 1999.

“Min tid som pilot”, Den Frie udstillingsbygning 1988, 1991 og Sønderjyllands Kunstmuseum. Gøteborgs Kunsthal og vandreudstillinger i Estland, Letland, Litauen.

“Storm og Stille”, Den Frie udstillingsbygning 1983, 1984, 1986, 1994.

Nordisk Ønskemuseum, Gøteborg Kunsthal 1997.

Koloristerne, gæst 1996 & 1997.

“Gud og Grammatik”, Charlottenborg 1984.

Septemberudstillingen, Sophienholm 1982.

4 Malere, Den Frie udstillingsbygning 1982 og Århus Kunstbygning 1983.

KE 1979 & 1981.

Charlottenborgs Forårsudstilling 1977, 1978 & 1981.

Repræsenteret og solgt til:

Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Engelundsamlingen, Vendsyssel Kunstmuseum, Gøteborg Kunstmuseum.

Legater og priser:

Statens Kunstfond arbejds og rejselegater, Akademirådets legater, legat fra Anne Marie Telmanyis Fond, Gerda og Gottfred Eickhoffs Legat,  Henry Heerups Legat, Marie og Victor Haagen-Mullers Fond, Nordjysk Kunstnerpris, rejselegat fra Tuborgfonden, modtaget produktions og formidlingsstøtte fra Statens Kunstråd.

Udsmykning:

Aalborg Universitet, Humanistisk fakultet.

Udsmykningen udført i samarbejde med arkitekter Dall & Lindhardtsen A/S 1997-99.

Udført glasmaleri i samarbejde med Per Hebsgaard 1999.

Hverv:

Lærer ved det Jyske Kunstakademi  1987-90

Medlemskaber:

BKF, KKS, Kunstnersamfundet, Vrå udstillingen.

Til top

 


Notat om Jette Debois
af Ole Wivel.

Det er blevet sagt om de vilde malere, at de kom med et nyt krise- eller kaosmaleri, og hvem har ikke gjort det i et halvt århundrede? Siden ekspressionismen har fortolkninger af billedkunst været ensbetydende med afskrivning af ” de store helheder, de generelle systemer og ideologier”, som har mistet troværdigheden. Alt er gang på gang blevet kaotisk. Men det spontane maleri er næsten blevet kvalt og usynliggjort af filosofiske forklaringer.

Det skyldes paradoksalt, at malere siden 80ernes begyndelse har taget afstand fra sproget som middel til analyser og positionsbestemmelse. Men intet fremtvinger det uønskede mere end – det uønskede. Kritikken, filosofien, de verbale definitionsforsøg skal nok indfinde sig netop der, hvor der står adgang forbudt.  Jeg kender ingen retning så gennemfortolket som den fortolkningsmodvillige, dekonstruktive postmodernisme.

Jette Debois har ikke selv udtalt sig, så lidt som de fleste andre billedkunstnere i hendes generation. De har arbejdet med deres materialer i skulptur, tegning og maleri som om de befandt sig inden for et elektrisk hegn med højspænding. For det er deres udtryk og ikke deres mening eller hensigt, de har ønsket at blive vejet og dømt på. Men netop mening og hensigt har været gennem ordkværnen i en filosoferende kritik, som i kraft af frastødnings-effekten er blevet sin egen kunstart langt fra kunsten.

Jette Debois` formater er relativt store, eksempelvis 90 x 150 cm eller 120 x 200 cm. Med seks til otte farver har hun malet på lærreder, som enten er grundet maskinelt eller af hende selv, og det gør en væsentlig forskel. Hendes egen grundering er mere tørstig, den bruger mere farve før lærredet lader sig dække, og alligevel bevarer det en karakter, som får billedet til at minde om kalkmaleri. Det er tørt , sobert og sagligt uden den lysrefleks, man er vant til. Overraskelsen begynder allerede her. Man opfatter de farvede helheder og delinger som organisk bestemt. Noget er prøvende søgt og fundet.

Allerede i 1990 og 91 deltog Jette Debois i udstillinger hvor hendes tværformater op til 220 x 150 cm var dækket af strømmende farver fra lys kadmiumgul til mørk kadmiumrød og utallige blandingsfarver fra grøn til violet, malet hen over hinanden med eller uden transparens. Virkningen er urolig, forvirrende, til man langsomt opdager kompositoriske , stabile træk. Farverne alene komponerer billederne, genstandsløst.

Men er der trods alt en figurlighed, figurlige fragmenter med i flydende former og rent malede flader? I hvert fald kommer det figurlige ind i maleriet omkring 1994-95 og skaber en retningsbestemmelse, et op og ned , men ikke et rum, end sige en handling. I store markante arbejder er det figurlige dominerende, en gråhvid mandsfigur, hovedløs, med udbredte arme midt på lærredet i blå, blågrå og mindre rødviolette farvepartier. Eller en kvinde som central-motiv i klar kropsform overmalet af rød og rødviolet skravering og en aura af rødviolet omkrig hoved og skulder. Så løber blå og blågrønne farver til fra begge sider, overmalet eller brudt af lyse, lerfarvede og orange strejf.

Når man ikke kan komme malerierne nærmere end ved antydninger, sansede indtryk som helst unddrager sig efterrationalisering, er man på niveau med de rent maleriske udtryk. Man vænner sig til at se bort fra ”en verden på randen af sammenbrud”. Det stoflige nærvær fordrer at være alene. Selvfølgelig er et opgør gået forud for valget af dette nærvær, hvor lyset skaber farve og formsprog uden polemik og påståelighed i sin nøgternhed og intuition. Men arbejdsprocessen holder helt af sig selv uvedkommende overvejelser på afstand. Og enten man foretrækker at tale om tomt maleri eller sublim kunst er billederne tilstede som en opfordring til deltagelse i deres udtryksfuldhed.

Til top

 


Om mit maleri:

Gennem en årrække boede jeg i Skagen, hvor mange af mine malerier kredsede om temaet ” Figurer nær havet”. Her arbejdede jeg med lysets brydning og figurernes bevægelser set i relation til havets reflekser og skygger i sandet.

Nu lever jeg i København, hvor jeg bor i et atelierhus med udgang til en sø og Utterslev Mose.Her er sansningen af vandet, sivene, lyset og igen figurernes bevægelser, som spejlinger eller manifeste på bredden, et motiv.

I byens rum, på  de åbne pladser, ude i gaderne eller i kirkerummet  optager det mig at se menneskekroppens rytmer og forskydninger som en bevægelig takt til de fastere strukturer.

Jette Debois, 2011

Til top